Dioderne trives i stærk frost

Af Dorte Gram, Lysteknisk Selskab

 

Ingrediensfirmaet Chr. Hansens afdeling på Avedøre Holme er foran på flere fronter. Den har verdens største -55 graders fryserum på 1.000 m2, og rummet er som det første af sin art oplyst ved hjælp af lysdioder. Frostrummet er en af landets koldeste arbejdspladser med en temperatur på minus 55 grader i selve frostrummet og minus 65 grader i penthouset, hvor kulden kommer fra. Der arbejder dagligt 4-5 mand i frysehuset, og de er forsynet med noget helt særligt elopvarmet tøj.

”Til gengæld er de aldrig syge,” fortæller aut. elinstallatør Niels Sørensen fra Chr. Hansen A/S. Chr. Hansen fremstiller bl.a. ingredienser og naturlige farver til fødevarer og har produktioner i flere lande. Det er produkterne herfra, der samles på Avedøre Holme, og som kræver så ekstremt lave temperaturer, at det er umuligt at beskrive, hvor koldt der er.

 

Ét års forsøg

Det banebrydende diodeanlæg er resultatet af et tæt samarbejde mellem Chr. Hansen A/S og belysningsvirksomheden Lumodan. Da udviklingen af belysningsanlægget startede for ca. tre år siden, var der kun dioder på markedet, som var testet ned til minus 45 graders frost. For at finde ud af om de kunne tåle endnu koldere omgivelser, blev der derfor etableret en prøvebelysning i et af de små fryserum på 100 m2 hos Chr. Hansen. En af de største udfordringer var at finde en driver, som kunne opfylde de krav, Chr. Hansen satte til anlægget. Driveren skulle kunne styre fire diodespot på hver 3 x 3 Watt 700mA 3,5-4 volt. Løsningen blev en specialudviklet driver fremstillet i Danmark, hvor driveren blev droslet ned til 670mA 48 volt Dette kunne lade sig gøre, fordi dioderne lyser mere i frostgrader. Resultatet var en meget kraftig belysning fra 50-70 lux med glødepærer til 130-150 lux med diodebelysning. Det betyder, at det nu faktisk er muligt at læse inde i frostrummet.


Prøveanlægget var med dioder i lukkede armaturhuse, og det viste sig, at den løsning var problematisk i forhold til arbejdsmiljøet. ”Lyset var så rettet, at det kun ramte gulvet og de steder, hvor det skulle lyse. Det gav overhovedet ikke noget lys på loft og vægge. Den huleagtige stemning, der derved blev skabt, gav nogle af medarbejderne klaustrofobiske fornemmelser og let kvalme,” fortæller Niels Sørensen.

 

Lang levetid

Løsningen blev derfor en spotløsning med otte spots pr. armatur, hvor spottene sidder lidt på skrå, således at lyset spredes på gulvet og på væggene, og hvor baglysskinnet fra dioderne sendes op på loftet. Der er i alt installeret ca. 644 dioder i de 1.000 m2. ”Lyset farvetemperatur ligger på 6.500 Kelvin og er dermed meget hvidt, men det passer godt til de meget kolde omgivelser,” siger Brian Markussen, Lumodan.

Anlægget blev installeret for et år siden og har nu kørt ca. 1.500 timer. Dioderne fungerer fint i det kolde klima, og de forventes at have en brændtid på 80.000-100.000 timer. ”Jo koldere det er, jo længere og bedre lyser dioderne,” fortæller Brian Marcussen.

Der er en del rystelser i fryserummet, og man regner med, at bygningens levetid er 20-25 år. Det betyder, at belysningsanlægget vil kunne holde lige så længe som bygningen. Den eneste anden belysning, som kan holde til den stærke kulde, er en belysning bestående af 75 W glødepærer. I de fryserum, hvor Chr. Hansen har denne løsning, bliver der til sammenligning skiftet lyskilder ca. hvert andet år.

 

Store besparelser

Dioderne giver store besparelser på el-regningen. Hvis fryserummet skulle have været oplyst med glødepære ville det årlige kW-forbrug ligge på 20 kW. Den installerede effekt for lysdiodebelysningen ligger på 5,5 kW i frostrummet. Da der samtidigt går ca. to kilowatt køleeffekt til at fjerne én kilowatt varme fra belysningen, spares der derudover store mængder energi som følge af det reducerede kølebehov. Hertil kommer, at der kan benyttes et mindre kølesystem. Der spares også mange mandetimer, da udskiftningen af en glødepære i -55 graders frost kan tage op til 20 minutter.

Diodespots i fryserum

 

Monteringen er vigtig

I modsætning til andre belysningsanlæg skal didoearmaturerne ikke parallelforbindes, men serieforbindes. Det er vigtigt, for ellers ødelægges dioderne. Hver driver styrer fire diodespots. Spottene er monteret i rækker, og anlægget er lavet sådan, at driverne kobles ind og lyset tændes række for række. Belysningsanlægget omfatter også sikkerhedslys. Hvis medarbejderne i fryserummet kommer i knibe trykker de på en knap, hvorefter der tændes et rødt diodelys. Hvis der er for lidt ilt i rummet, begynder sikkerhedslyset at lyse blåt. En anden udfordring var at finde nogle kabler, som kunne tåle den stærke kulde i lang tid. Valget faldt på et Ölflex, Robust 210 kabel fra Lapp kabler.
Der har allerede været flere firmaer ude og se løsningen, og Chr. Hansen deler gerne ud af erfaringerne. ”For det er jo ikke lyset, men produkterne vi skal konkurrere på,” slutter Niels Sørensen.

Ikon-pdf.png Hent artiklen i pdf-format (0,2 MB)



Del på Facebook