Når en lysåbning fungerer som »dagslysarmatur«

af Merete Madsen

 

Rovaniemi.jpg

I biblioteket i Rovaniemi, tegnet af Alvar Aalto, er dagslyset i bibliotekssalen styret meget præcist, bl.a. via en række nordvendte, kalecheformede ovenlyskonstruktioner. Den dagslysmæssige komposition i bibliotekssalen i Rovaniemi kan ses som en kompleks nuancering af den belysningsmæssige idé, Aalto fandt frem til godt tredive år tidligere, da han tegnede sit første bibliotek i Viipuri – p.t. under restaurering.

De fleste lysåbninger fungerer som en form for dagslysarmatur, fordi lysåbningens udformning og alt dét, der placeres i forbindelse med åbningen, har betydning for den måde, dagslyset kommer ind i rummet på. Det er de kalecheformede ovenlyskonstruktioner i bibliotekssalen i Rovaniemi et udpræget eksempel på. Den måde, hvorpå kalecheformen afskærmer, omformer og reflekterer det dagslys, der kommer ind i rummet, minder om den måde, indersiden af en lampeskærm kan afskærme en lyskilde og reflektere lyset ud i rummet. I bibliotekssalen i Rovaniemi er der en række læsenicher ved den nordlige ydervæg. De belyses af den kalecheformede ovenlyskonstruktion, som løber rundt langs med nichernes viftedannende form. Egentlig er disse lysåbninger en hybrid mellem et ovenlys og en højt placeret sidelysåbning (vinduesbånd), men her kaldes de ovenlyskonstruktioner. Pointen ved disse ovenlyskonstruktioner er, at de afskærmer den del af himmellyset, der kunne skabe blændingsproblemer længere inde i rummet. Samtidig reflekterer kalecheformen dagslyset ned i læsenichen og ned på bogreolerne under lysåbningen.

Det er ikke til at vide, om Aalto overhovedet har tænkt de kalecheformede ovenlyskonstruktioner som en form for dagslysarmaturer. Aalto holdt gradvis op med at forklare sin arkitektur i takt med, at han blev ældre. Da biblioteket i Rovaniemi stod færdigt, var Aalto 70 år gammel, og han har ikke offentligt forklaret bibliotekssalens belysningsforhold. De kalecheformede ovenlyskonstruktioner i bibliotekssalen i Rovaniemi må derfor tale for sig selv, men de har en forhistorie.

 

I 1928 var Aalto en ung, idealistisk arkitekt på 30 år, der lige havde fået øjnene op for den nye internationale arkitektur – modernismen. I sommeren 1928 tog Aalto på en studierejse til Europa for at møde nogle af tidens førende arkitekter og kunstnere og studere deres værker. I den forbindelse besøgte han også Poul Henningsen i København.

Poul Henningsen (PH) ville skabe moderne belysning. Han ville skabe lamper, der ikke blændede, og som omformede lyset fra den nøgne pære på en hensigtsmæssig og effektiv måde. Med den treskærmede PH lampe fra 1926 var det lykkedes PH at skabe grundlaget for et armatursystem, der levede op til hans egen programerklæring om hygiejnisk, økonomisk og æstetisk belysning. For PH var det vigtigt at forklare sine lamper på en måde, forbrugerne forstod, men han havde også uddybet sine teorier i flere belysningsvidenskabelige artikler i bl.a. Kritisk Revy. Dette har Aalto formodentlig haft kendskab til. Han var i hvert fald en af de første udenlandske arkitekter, som brugte PHs lamper. Faktisk holdt Aalto helt op med selv at tegne lamper i en årrække og benyttede i stedet PHs armaturer. Mange af de lamper, Aalto senere tegnede, var inspireret af PHs lamper, og måske har PHs belysningsteorier også haft betydning for den måde, Aalto kom til at arbejde med dagslyset på.

 

I 1928 tegnede Aalto sit andet forslag til biblioteket i Viipuri. Året før havde han vundet konkurrencen med et projektforslag, der var præget af den nordiske klassicisme. Dengang var bibliotekssalen udformet som et højloftet rum med et stort glastag. Da Aalto reviderede forslaget i 1928, beholdt han planløsningen, men fjernede sporene fra den nordiske klassicisme. Nu var projektet inspireret af den nye internationale stil og Le Corbusier. Bl.a. blev bibliotekssalen belyst af horisontale vinduesbånd.

Da Aalto tegnede det endelige forslag til biblioteket i Viipuri i 1933, vendte han tilbage til sin oprindelige idé om ovenlys i bibliotekssalen, men i stedet for det store glastag udformede han et system af koniske ovenlys. Idéen var at forhindre det direkte sollys i at trænge ned i bibliotekssalen og bruge siderne i ovenlysskakten til at reflektere dagslyset, så det spredtes »i en million retninger «, som Aalto formulerede det.

I den periode deltog Aalto aktivt i den arkitektoniske debat, hvor han ofte forklarede sine synspunkter med eksempler fra sine egne værker. Et af hans hovedargumenter var »den menneskelige faktor «. Aalto mente, at funktionalismen fokuserede for meget på de økonomiske og tekniske aspekter. »Real functional architecture must be functional mainly from the human point of view,« skrev Aalto i en artikel, The Humanizing of Architecture, i tidsskriftet The Technology Review i 1940. I den artikel brugte Aalto bl.a. de koniske ovenlys og dagslysforholdene fra bibliotekssalen i Viipuri til at forklare, hvad han mente med forskellen på det tekniske og det menneskeligt funktionelle/rationelle. De koniske ovenlys, forklarer Aalto, er teknisk rationelle, fordi de kan dækkes af ét stykke glas (uden samlinger, der kan blive utætte). Samtidig er systemet af koniske ovenlys humant rationelt, fordi de skaber en form for belysning, der egner sig til læsning. Aalto mente, at lyset skulle fordeles jævnt og diffust for at skabe optimale belysningsforhold for bibliotekets væsentligste funktion – læseren og bogen. Læseren skulle kunne sidde frit og læse, uden der opstod generende reflekser i bogens hvide sider, og uden læseren kom til at skygge for sig selv. I bibliotekssalen i Viipuri gælder det både for dagslyset og kunstlyset – og som princip for hele rummet.

Aalto genbruger de koniske ovenlys gennem hele sit arkitektoniske virke. Samtidig udvikler han andre former for ovenlyskonstruktioner, der varieres og nuanceres fra projekt til projekt. Den udvikling fører bl.a. til de kalecheformede ovenlyskonstruktioner, der er i bibliotekssalen i Rovaniemi.

 

I modsætning til bibliotekssalen i Viipuri er belysningsniveauet i bibliotekssalen i Rovaniemi ikke jævnt. Tværtimod er det så varieret, at dagslyset danner en form for »rum i rummet«, der opleves som selvstændigt markerede lysrum. Bibliotekssalens lysrum afgrænses ved de himmelgrænseplaner, de kalecheformede ovenlyskonstruktioner skaber. Samtidig intensiveres lysrummene, fordi det direkte himmellys suppleres af det dagslys, kalecheformen reflekterer ned under ovenlyskonstruktionen og på de lodrette flader, der markerer lysrummene. De lodrette flader er her bogreolerne i den vifteformede nordvæg og søjlerne bag skranken.

De lysrum, der markerer de nordvendte læsenicher, har yderligere det raffinement, at lysrummet forbinder de nedsunkne læsenicher med det øvre niveau. En komposition af lysrum kan altså både opdele et rum og forbinde forskellige rumligheder.

I læsenicherne suppleres dagslyset af kunstig belysning på reolerne, og i de nedsunkne læsenicher danner en række faste bordlamper nogle små, varme »lyshuler«. Kombinationen af det køligere dagslysrum, der omslutter det varmere kunstlys, er karakterfuld i Rovaniemi, hvor skumringsperioderne er lange og varierede.

Lysrummene afgrænses og markeres af et mellemliggende skyggeområde, der skaber en rumlig pause i den samlede dagslysmæssige komposition. Konkret fungerer skyggeområdet som ganglinie mellem lysrummene – som »rum i rummet«. I forhold til skyggeområdet virker de kalecheformede ovenlyskonstruktioner som en form for »øjenbryn«, der forhindrer direkte udkik til den del af himmelen, som kunne have skabt blændingsproblemer pga. den lave indfaldsvinkel i forhold til øjenhøjden. Foran skranken har Aalto skabt et »kunstlysrum«, hvor mødet mellem låner og personale markeres som et møde mellem dagslys og kunstlys.

Bibliotekssalens spændstige, dagslysmæssige komposition stiller nogle særlige krav til kunstlyset, som enten er placeret i dagslysets lysrum eller inden for det mellemliggende skyggeområde. Ikke i overgangen mellem lys og skygge, hvor kunstig belysning ville have udvisket den dagslysmæssige komposition og oplevelsen af lysrum.


Kompositionen af lysrum i bibliotekssalen i Rovaniemi er helt forskellig fra belysningen i bibliotekssalen i Viipuri, hvor dagslyset fra de mange koniske ovenlys skaber ét samlet lysrum, der udfylder hele bibliotekssalen. Men selvom belysningsniveauet og lysfordelingen er helt forskellig i de to bibliotekssale, er belysningsforholdene ikke så forskellige, set fra et »humant rationelt« synspunkt. I bibliotekssalen i Rovaniemi kan man netop sidde frit og læse i læsenichernes lysrum, uden der opstår generende reflekser i bogens hvide sider, og uden man kommer til at skygge for sig selv. Forskellen er, at den humane funktion – læseren og bogen – ikke gælder hele bibliotekssalen i Rovaniemi. Her læser man i lysrummene og bevæger sig mellem dem.

Derfor kan belysningsforholdene i bibliotekssalen i Rovaniemi ses som en kompleks nuancering af grundtanken om de »human trationelle« belysningsforhold, Aalto fandt frem til i forbindelse med bibliotekssalen i Viipuri. Selvom belysningsprincippet eller -formen er helt forskellig i de to bibliotekssale, er det først og fremmest opfattelsen af bibliotekssalens funktion, der har ændret sig fra dét at læse i en bog (som princip for hele rummet) til et forløb, hvor man finder sin bog (de belyste bogreoler), læser i den på forskellige niveauer (læsenichernes lysrum) samt får udleveret bøger (skrankens lysrum).

 

Ikon_pdf.png Hent artiklen i pdf-fomat (1,47 MB)

 



Del på Facebook