Dagslys som byggestof i det 20. århundrede

Artikel til særnummer af DETAIL, af Peter Thule Kristensen & Merete Madsen


I det 20. århundredes arkitektur bliver dagslys et centralt tema. Ikke kun dagslys som et middel til at få lys ind i husene eller som et traditionelt symbol på f.eks. det guddommelige, men dagslys som et eget byggestof, der dyrkes eller fejres gennem arkitekturen. Samtidig bliver dagslys i stigende grad brugt til at danne eller opløse rum, som er et afgørende begreb i den moderne arkitektur. Rum opfattes fra begyndelsen af århundredet ikke blot som et negativt tomrum mellem nogle vægge, men som noget i sig selv – en art grænseløs fylde. Netop dagslyset kan formidle et sådant konturløst rum på en næsten stoflig måde, ligesom det i et flygtigt nedslag kan åbne for en intens oplevelse af øjeblikket og dermed tilføre rummet en forunderlig betydning som i f.eks. den danske maler Vilhelm Hammershøis billeder.

Betragter man dagslys på denne måde, er det ikke primært en funktionel og hygiejnisk foranstaltning, sådan som visse af funktionalismens pionerer ellers har proklameret det. Mange af det 20. århundredes hovedværker handler ikke bare om mest muligt dagslys ud fra funktionelle hensyn, men også om lysets evne til at skabe stemning, bevægelse, ja til at kunne artikulere rum på en ny måde, der bedre end i historicismens arkitektur passer til en moderne verden. Allerede i det 19. århundrede findes der en følelse af at befinde sig i en tidsalder, hvor værdier og symboler med stigende acceleration skiftes ud, og denne følelse fører efterhånden til sprængningen af en velkendt verdensorden. Til gengæld udløser den også en voldsom kunstnerisk energi og trang til eksperimenter, hvor lys og rum udforskes som selvstændige fænomener.

Artiklen retter opmærksomheden mod dagslysets rolle som et byggestof, der er med til at formgive moderne rum. Hvad er det med andre ord for nogle rum, som dagslyset og dens ledsager skyggen er med til at danne? Og hvordan kan dagslyset i visse tilfælde medvirke til at give disse rum en spirituel stemning, der ellers er vanskelig at formidle i en moderne verden uden tiltro til traditionelt religiøst billedsprog?

Uden at afdække feltet udførligt skal nogle få europæiske eksempler vise, hvordan dagslys bliver brugt som et byggestof på forskellige tidspunkter i det 20. århundrede: I eksempler af Mies van der Rohe og Le Corbusier understreger dagslyset en rumlig flertydighed ved hjælp af reflekser eller gennem et komplekst samspil mellem flere lyskilder på én gang. I værker af andre arkitekter kan man se eksempler på strejflys, der dyrkes som et eget objekt, på et brudt lys med en spirituel betydning, på dagslysets evne til at lokalisere steder i et ellers åbent rum, på slagsskyggens tegnkarakter og på, hvordan et blødt dagslys kan skabe et næsten vægtløst rum. Eksemplerne optræder kronologisk og bliver til slut suppleret med et par nutidige pejlinger af dagslys som byggestof.

 

Lysrefleks

Glas og dets evne til at skabe rumlig forbindelse gennem transparens bliver et vigtigt tema hos mange af det 20. århundredes arkitekter. Inspirationskilden er især det 19. århundredes industribyggeri, hvor nye konstruktive principper som f.eks. stålkonstruktioner muliggør store glasarealer. Glas kan imidlertid også reflektere omgivelserne og dermed sløre effekten af lys og skygge, der ellers understreger rum og form.

Dette forhold var den tyske arkitekt Mies van der Rohe opmærksom på, og i hans udstillingspavillon i Barcelona fra 1928-29 er farvede glasvægge et vigtigt udtryksgivende element, der bliver brugt såvel til at filtrere dagslyset som til at reflektere omgivelserne. I pavillonen handler det mindre om dagslysets evne til at accentuere en bygningsmasse ved hjælp slagskygger end om at udnytte dagslysreflekser til at skabe en rumlig flertydighed. Dagslyset bliver brugt til at opbygge et raffineret samspil mellem den farvede skygge gennem glasvæggene, refleksionerne i glasset, pavillonens kulørte naturstensvægge, blanke stålsøjler og et stort spejlbassin. Med sin foranderlighed tilføjer dagslyset et ekstra lag til den enkle, men rumligt komplekse komposition, der hele tiden åbenbarer skiftende perspektiver under bevægelsen igennem pavillonen. Der fremkaldes et flimrende indtryk, hvor transparens og lysrefleks skiftevis blotlægger og opløser rumlige sammenhænge.

 

Krydsende lys

Udstillingspavillonen i Barcelona bryder med en klassisk rumdannelse [Raumgestaltung], hvor den besøgende ellers er i stand til at overskue helheden ud fra et kompositorisk centrum. Man tvinges på denne måde til selv at få rede på en helhed gennem kroppens aktive bevægelse i rummet. Tabet af det fulde overblik og koblingen mellem rum og bevægelse tematiseres hos mange af det 20. århundredes arkitekter og i særlig grad hos den schweiziske arkitekt og billedkunstner Le Corbusier, der gerne anvender dagslys i iscenesættelsen af en rumlig flertydighed. Her handler det imidlertid sjældent om dagslysreflekser på glas, men snarere om et samspil mellem konkurrerende dagslyskilder, der ansporer til bevægelse og skaber rum med mange facetter og indbyrdes overlapninger.

Dette fænomen kan opleves i Le Corbusiers egen lejlighed på toppen af hans boligblok Port Molitor i Paris fra 1931-34. Betragter man foyeren falder forskellige dagslysindtag i øjnene: En udskæring i dækket over en trappe og en glasvæg i et bagvedliggende rum markerer mulige afslutninger på krydsende bevægelsesforløb, mens et horisontalt vinduesbånd i foyeren understreger rummets karakter af passage. Trappen modtager lys fra flere sider, og man bliver på en interessant måde i tvivl om, hvor rummene starter og afsluttes, fordi lyset fra de forskellige åbninger blander sig med hinanden i mødet med den skulpturelle trappe. Kompositionen kommer til at minde om en tredimensionel udgave af et kubistisk maleri, hvor et motiv betragtes fra flere vinkler samtidig.

krydsende lys

 

Strejflys

De to eksempler fra Barcelona og Paris repræsenterer en arkitektur, hvor dagslys bliver brugt i iscenesættelsen af en radikal ny form for rumdannelse. I de skandinaviske lande er arkitekturen sjældent lige så radikal, men til gengæld er opmærksomheden på dagslys som fænomen i sig selv muligvis skærpet, fordi det nordiske lys er mindre intenst og derfor et mere kostbart byggestof. I Norden har arkitekter derfor inddæmmet og højtideligholdt lyset som noget særligt, der kan virke næsten overjordisk eller metafysisk, når det kommer til syne i ren form.

En sådan opmærksomhed udviser den finske arkitekt Erik Bryggman i et begravelseskapel i Turku i Finland fra 1939-41. Midt på dagen rammer et strejflys, der stråler ind i kapellet gennem en skjult åbning, bagvæggen i en alterniche. Det kommer skråt oppefra og synes at tilhøre en anden verden. En betydning, der understreges af, at de andre lyskilder er synlige og enten kommer nedefra gennem et sideskib eller gennem små åbninger i hovedskibets dunkle hvælving, der kontrastfuldt indrammer den lyse alterniche. Strejflyset bliver sat i scene som et foranderligt objekt i sig selv, en erstatning for den traditionelle altertavle, men i en moderne verden får den sakrale effekt ikke lov til at stå alene. Gennem sideskibet har de efterladte udsyn til skovens træstammer, og en entydig fokus mod alteret brydes dermed af en asymmetrisk gestus. De befinder sig i rummet mellem det jordiske og det himmelske lys.

Ikon-pdf.png Læs resten af artiklen i pdf-fomat (2,8 MB)



Del på Facebook